Få så lige scoret et mål, TAK!

Godt så, hjemme igen.

Det snakker vi ikke mere om, for nu er det vist slut med at rejse for de næste mange måneder (i hvert fald ikke før efter nytår).

2 uger i Buenos Aires - FANTASTISK. Mest af alt en masse kærlighedspjat, men dog også lidt at fortælle hjem om.

Hele 2 gange var vi nemlig i zoologisk have ved Lujan. Nok nærmere en dyrepark, vil være den rette betegnelse. Vi var der ude mandag og igen onsdag, da direktøren inviterede os til at komme gratis igen og holde de små tigerunger. Man er vel lidt privilligeret!

Denne her mand, direktøren, Jorge, er en sindsyg fyr der samler på vilde dyr. Dem kan alle så komme at klappe og røre ved. Vi havde hørt at man kunne komme ind og lege med løveungerne, men det vidste sig at man kunne komme ind i ALLE burene. Dyrene var legesyg og så meget veltilpassede ud, normalt er jeg meget imod at man holder vilde dyr som "kæledyr", men på mærkelig vis fungerede det godt her. Faktisk virkede dyrene bedre tilpas end i mange zoologiske haver.

Lidt billeder, siger vist det meste - tænk at en tiger"unge" på 1½ år slikker mælk fra min hånd!!!!!!!!!!!!!

Parken ligger 1 time og 45 min fra Buenos Aires, man kommer derud ved at tage bus nr 57 fra Plaza Italia mod Lujan, og bede om at blive sat af ved zoo de Lujan...

Det var ikke lang tid jeg kunne holde benene på dansk jord.

Den 17. maj tager jeg på 2 ugers "ferie" til Buenos Aires. Den allerbedste by i verden.

Men okay, så har jeg også været hjemme i 1½ måned! Huha, nej, væk igen!

Måske er det en smule skørt når man lige er kommet hjem, og hvorfor blev jeg ikke bare. Se det er jo et spørgsmål om økonomi, og nu har jeg så chancen for at tage afsted igen, så det vil jeg gribe. 100%!

Så nu er det lige med at få pusset de spanske gloser af og pakke rygsækken på ny (det bliver nok dagen før). Ventetiden skal gå med at arbejde, stort set hele tiden, så det kan ikke være bedre.

Spørg mig om jeg er glad??????????????????

ADVARSEL! At rejse er stærkt vanedannende... Engang afsted, altid på vej igen.

Nu skal det jo jo "kun" en to ugers ferie, og flybilletterne kan ikke ændres, så jeg kommer hjem igen, bare rolig, og ansøgningen til drømmeuddannelsen ligger bare og venter på at blive sendt.

Så nu kan jeg endelig bruge æ, ø og å igen. Er nemlig kommet hjem til lille, våde, regnvejrskolde Danmark.

Faktisk har jeg slet ikke haft det så koldt i laaang tid, eftersom jeg også sprang vinteren over sidste år.

Men som kloge mennesker siger, findes der ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning. (den holder jo ikke i virkeligheden, vel?)

I går var jeg dog heldig og havde godt vejr på min fødselsdag, den 21. af slagsen. Blev hentet af hele familien (faktisk lidt ved et tilfælde) ved toget fra København.

Lige nu er jeg ved at få lagt alle billederne fra turen over på computeren, så der kan komme lidt system i rodet. Desuden har jeg jo stadig den her weblog, der mangler opdatering (fra Salar de Uyuni, så vidt jeg husker).

Desuden skal jeg lige tage stilling til om der skal en ny weblog til eller om jeg kan bruge den her stadigvæk. Den handler jo li'som om rejsen og ikke så meget hjemme. Tror der kommer en ny. Det kan jo være jeg gerne vil være tøseblogger. Måske, måske...

Igen, igen er weblog smuttet lidt for mig, da jeg har vaeret paa eventyr.

Er det ikke nok at sige at de sidste mange uger har vaeret fantastiske, og jeg glaeder mig til at komme hjem og skrive om det.

Er i Danmark 6. april... Eller i Koebenhavn - det er jo ikke helt Danmark! Saa jeg tager nok til Klokkerholm den 7. Om nogen skulle have lyst til at fejre min foedselsdag med mig...

Saert nok taenker jeg meget paa mad. I lufthavnen koeber jeg nok nogle superpiratos eller tyrkisk pepper at tygge paa, og saa maa vi jo se om jeg kan finde kippers, RUGBROED, roeraeg og loeg senere.

Og hvem har skruet prisen 40% op i Brasilien??????

Efter et par dage i La Paz tog jeg afsked med Matt og hele flokken af "nye" venner. For engangs skyld har jeg fornemmelsen af at vi faktisk maaske ser hinanden igen, da stoerstedelen var fra England. Og det er nu engang ikke saa langt vaek!

Fra La Paz tog jeg med bus til Oururo - og var naerved blevet hindret pga en vej-blokade. Dem er der mange af i Bolivia - dog ikke saa mange som foer Evo Morales blev president. Der er pt problemer med olie/gas-industien, da Morales snart indleder forhandlinger om at nationalisere og saette priserne i vejret. Derfor er industrien naermest gaaet i staa siden valget.

Naa, men ud kom jeg, op ad en lille bjergvej og ud paa motorvejen.

I Oururo skulle jeg med toget videre kl 19 til Uyuni. Her moeder jeg et par andre udlaendinge og tiden gaar hurtigt. Vi skulle efter planen vaere ankommet kl 2.30, men omkring kl 1 stopper toget og koerer ikke videre. Vi faar besked om at et godstog er "faldet" af skinnerne og vi skal vente i 5 timer paa at skinnerne bliver repareret. Godt saa. Naturligvis udbreder der sig en vis misfornoejet stemning, men i stedet faar vi samlet den gruppe udlaendinge og faar 2 fyre fra Chile til at spille lidt guitar. Det hjaelper lidt. Kl 6 koerer toget videre - godt 200 meter! Og her venter vi saa i yderligere 2 timer paa at et andet tog skal passere, da der kun er et spor. Kl 10 ankommer vi i Uyuni og kl 10.15 skulle min 4 dages tur saa starte. Men nej, da toget var forsinket, har de udsat det og indlogerer mig paa hotel for en nat i stedet.

Dagen efter, frisk og udhvilet er jeg endelig klar til at se de der slat-dimser alle taler om.

Min tourgruppe bestaar af et par fra Belgien, begge 24 og super coole. Desuden 2 fyre fra Oestrig -en paa 40 der gaar mig paa nerverne fra foerste minut og en anden paa 30 der er rimelig neutral. Desuden en gut fra england paa 45, der virker meget rar, men viser sig at vaere semiforstyret! Ret festligt alt i alt!

Og ja, Salar de Uyuni er fantastisk, eneste "minus" er solen, som giver mig en knap saa smuk forbraending paa skuldrene. Whatever. Jeg tror ikke jeg kan beskrive "saltoerkenen" bedre end, at det er en oerken af salt, som er hvid, hvid, hvid, saa langt oejet raekker. Midt i Oerkenen er der en oe, Isla del Pescado som vi besoeger, ogsaa kendt som kaktus-oen. Fantastisk!! Foerste dag koerer vi en masse, men det er ret underholdende, da oerkenen er daekket af cirka 15 cm vand og himlen, bjergene spejler sig deri. Smukt, smukt.

Natten tilbringer vi paa Salt-hotellet, dvs det nye af dem. Foerhen var der to inde i "oerkenen", men de forurenede, saa nu er der kun det ene, der ligger inde i landet. Men alt er af salt.

Dag to: op kl 5, morgenmad, koere 1 time, geysere (meget koldt!), koere 2 timer mere, varme kilder (meget koldt, kilder er ikke varme nok til mig), koere cirka 5 timer med et par stop, Laguna Colorada, hvor vi ogsaa overnatter. Soen er paa grund af alger helt roed, og der er enkelte flamengoer.

Dag 3: Op kl 4, morgenmad, koere 3 timer, Laguna Verde (helt indhyllet i stor sky, saa vi venter en time foer den kommer til syne), en hel masse timer foer vi er i Uyuni kl 19!!!!!!!!

Alt i alt kunne jeg godt have undvaeret de to sidste dage, lidt for meget tid i bilen og lidt antiklimaks efter den foerste dag der var fantastisk. Men alt i alt er Salar de Uyuni er MUST! Det andet kan man godt undvaere. Selvom dem der saelger turene siger noget andet...

Kl 2.30 samme nat tog jeg toget til Villazón og krydsede graensen til Argentina.

Hej igen, nu har der vist vaeret stille laenge no, og hvis jeg ikke snart faar skrevet, kommer der vel ikke noget i sidste ende!

Hvor var det nu jeg var?

Naa, jo... efter vi kom hjem fra karneval i Oururo tog Damian hjem til England og kaeresten der, jeg flyttede ind hos Alminda (der hvor Daphne bor) i et par dage. I weekenden tog jeg til Lago Titicaca, alene, for et par dage. I Copacabana var der stadig fuld gang i karnevalsfesterne, og livemusik hver aften, meget festligt, men jeg moedt ikke lige de rigtige mennesker til at deltage i det hele med. En eftermiddag besluttede jeg mig for at bestige et lille bjerg, et udsigstpunkt over byen. Halvvejs oppe moeder jeg den her gamle mand og med sin hund. Han smiler veligt og spoerger mig hvor jeg kommer fra. Vi falder i snak og ender med at foelges resten af vejen op til toppen. Den gamle mand er 90 aar og alderen er for alvor begyndt at trykke. Hans hund loeber lidt i forvejen og tilbage til ham igen, den hedder Cuchillo (tror nok det staves saadan, men i hvertfald "Kniv" hvis man oversaetter til dansk". Vi deler min chokoladebar og hans historier. Jeg tror aldig jeg har moedt en gammel mand med samme livsvilje som ham her. Det er aabenbart deres pligt at besoege dette bjerg omkring karneval og igen til paaske. Han siger at han hellere vil doe paa den tur op ad bjerget end at blive hjemme. Paa et tidspunkt spoerger han "om vi ikke har bjerge i Danmark" og jeg maa forklare ham at "todo es plano en Dinamarca" - Alt er flat. Det kan han ikke helt forstaa. Han spoerger ogsaa om man saa tager med "lancha" eller bus for at komme til Danmark? Det er altsaa den type speedbaade der sejler paa soen Titicaca, hans eneste kendte form for transportmiddel. Jeg maa igen sige nej og at man tager med fly og det tager cirka 14 timer i alt. Hans ansigt fortaeller, at det forstaar han ikke, men han smiler og nikker og tager en bid chokolade mere.

Jeg ved ikke hvorfor, men denne mand gjorde et utrolig stort indtryk paa mig. Hans livskraft og vilje til at bestige dette bjreg der naar 4000 m i hoejden. Hans uvidenhed, men samtidig ogsaa hans livsforstaaelse var bare fascinerende. Saa langt fra alt det vi kender. Og ja, han kom op paa toppen og ned igen, men jeg tror ikke han kommer der til paaske.

En anden dag blev brugt paa at saa Isla del Sol, som ligger 1,5 time med "lancha" fra Copacabana. Det store turistmaal. Isla del SOl er efter sigende stedet hvor inkaerne blev foedt og har stor betydning i inka-verden. Imponerende var det nu ikke - man havde lidt fornemmelsen af at disse ruiner var bygget i gaar og ikke for tusinder af aar siden. Men alt i alt var det en dejlig gaatur paa et par timer, i et fantastisk landskab. Skyerne var saa regntunge at horisonten var helt sort, men over os var der sol og varme.

Soendag tog jeg tilbage til La Paz og Alminda igen...

Okay, jeg er vist kommet lidt (meget) bagud. Men jeg er stadig i live og har et par ting at fortaelle. Men lige nu har jeg ikke tid, saa det maa lige blive en huskeseddel...

Manden paa bjerget, Copacabana, Uyuni, toget der ikke ville videre, Salar de Uyuni, Tucuman....

Lige nu er jeg i Puerto Iguazu og i morgen er det tid til at se vandfaldene...

Buenas noches!

Okay, nu har jeg vist brugt nok tid paa at komme mig over weekendens karneval i Oururo!

Og jeg kan kun sige en ting: Bedre end Rio. Karneval i Rio er fedt, men har paa ingen maade den intimitet som Oururo boed os.

Fredag kl 18 moedtes vi alle for at tage bussen(busserne) til Oururo. Busturen var fornoejelig, 10 mennesker i godt humoer. Omkring kl 1 om natten ankom vi til vores hotel, troede vi. Chauffoeren bad i hvert fald alle om at stige ud, for nu var vi ankommet. Det viste sig dog at vaere et forkert hotel, eller et hotel hvor kun 10 af bussens 50 passagere skulle bo. Bolivia er ikke ligefrem det mest effektive sted. En times venten, og en eller anden havde fundet os taxaer der kunne tage os til vores hotel - 500 m vaek!!!! Vi vidste jo ikke hvor vi skulle hen, ellers havde vi nok spasseret.

Naa, men alle bliver slusset ind paa vaerelserne med utrolig smaa senge, heldigvis var det bare mig og Daphne der skulle dele og vi kunne sagtens masse os sammen. Straks var det lidt vaerre for de store 1.90 m drenge, der skulle dele. Hehe.

Vi bestemte os for hurtigt at tage ned til karnevals-gaden for at faa lidt at spise, da bussen ikke havde vaeret saa venlig at stoppe for mad. Allerede fredag aften/nat var stemningen helt utrolig. Folk var glade og der var street-food overalt. Kl 3 var vi tilbage i seng saa vi kunne vaere friske til loerdagens Diablada - djaevelens parade.

Loerdag var vi ude og oppe kl 9.30. Vores pladser var nemme at finde, eller det vil sige, der hvor vores gruppe hoerte til var nemt at finde. Pladserne var optaget af en stor gruppe fra Bolivia og omkring 25 fra Holland, allerede i meget godt humoer. Saa vi tog bare plads, hvor der nu var plads. Diablada var allerede godt igang. Musikken var rytmisk, trommer, stortrommer, trompet, storhorn. Og kostumerne var fantastiske. Paraden er til aere for djaelven, og et var det generelle tema. Bortset fra at kvinderne var meget letpaaklaedte. I forhold til at vi er i Bolivia.

I et par timer fik vi danset og drukket og sunget og jublet. Saa kom presidenten, Evo Morales. Han sad omkring 150 meter fra os, paa den modsatte side. Og ved I hvad, han gik sgu ned og dansede. De bolivianske tilskuerne i vores afdeling var maaloese. Aldrig har man her set en president, der gladeligt danser med i karnevallet og ligefrem inviterer folk til at smide vandballoner efter ham. Det var fantastisk at se. Dog var det lidt svaert at faa et godt billede af ham, selvom zoomen hjalp en del.

Karneval i Oururo har 3 formaal: La Diablada, fest og vandkamp. Det var helt sindsygt, alle havde vandballoner, skum-sproejt og vandpistoler. Og vi deltog gladeligt i kampen. Gringo'er er de lokales favoritmaal, saa sidste paa eftermiddagen var vi gennembloedte. Mig og 3 andre piger bestemte os for, at vi ikke kunne noejes med at vaere tilskuere, saa vi sneg og ind i paraden og dansede med de har macho-maend, der var vilde med vores tilstedevaerelse. Dansen er rimelig nem, noget med 2 skridt med den ene fod, 2 med den anden, og ellers er der ikke regler, saa laenge man foelger musikken. Resultatet var dog at vi blev endnu mere gennembloedte og havde skum i baade oere, oejne, naese, mund og haar.

Paa den forkerte side af hegnet, Linn og Daphne

I daekning, meget gennembloedte, Linn, Barbara og Astrid

Tilfaeldige karnevals billeder

Ud paa aftenen bestemte vi os for at gaa tilbage og skifte toej og ellers se hvad der var paa programmet om natten.

Foest saa vi lidt mere Diablada, nu med lysshow, der var fyrvaerkeri. Senere tog vi til Bolivias stoerste klub, der kun har aabent 2 dage om aaret, under karneval.

Ved solopgang moedtes alle bands'ene fra paraden og spillede sammen. stadig fest og dans. En hyldst til solen og farvel til djaevlene, der nu var borte indtil naeste aar.

Og saa var vi pludselig meget traette. Meget traette.   

Okay, nu er det vist paa tide at finde tastaturet frem og berette om hvad jeg har lavet indtilvidere i La Paz.

De foerste par dage gik med besoeg paa Oliver's Travels, som er bare, hvor Matt arbejder. Her bliver jeg saa introduceret til en masse spaendende mennesker, der haenger ud i La Paz ligesom jeg. De fleste arbejder ogsaa i baren et par dage om ugen, og faar ellers tiden til at gaa med frivilligt arbejde. Et par stykker arbejder paa en engelsksproget turistavis Llama Express. Andre med projekter, der handler om gadeboern og leg med dem.

Men Oliver's Travels er lidt som et helligt sted hvor alle moedes og taler sammen, foer arbejde, efter arbejde, om aftenen, sent ud paa natten. Det er lidt som at vaere hjemme. Der er altid nogen at snakke med.

Ellers har jeg vaeret paa sightseeing, La Paz er nok den smukkest belligende "storby" jeg nogensinde har set. I en dal, beliggende 3000 m over havets overflade. Byen straekker sig op ad bjergsiderne. Og paa toppen ligger en lige saa stor by, El Alto (den hoeje), som er Latinamerikas hurtigst voksende by. Og nej, det er bestemt ikke paent.

Astrid, udsigt over La Paz fra El Alto

I forgaars tog mig og Dosh, en fyr fra australien paa Cocamuseeum. Den lille plante som har saa stor betydning for Bolivia. Baade paa den positive og negative side. For man kan trods alt lave kokain fra de smaa blade. Men samtidigt har planten godeegenskaber for mennesker der lever i hoejder. Et rigtig spaendende og informativt sted, som aabnede for nogle aar siden. Filosofien er, at i stedet for at skulle proeve de farlige stoffer, kan man komme her og stille sin nysgerrighed.

I gaartog vi paa marked oppe i El Alto. Ikke det traditionelle turistmarked, men der hvor du gaar hen, hvis du mangler reservedele til bilen, udstyr til koekkenet, frugt og groent, og jeg kunne blive ved, der var ALT!!!!

Daphne og Astrid, meget vaade, nu med regnslag, marked El Alto

Bagefter tog vi hen og saa wrestling. Men ikke helt almindelig wrestlig. Et af numrene var nemlig chollito-wrestling. De traditionelle bolivianske kvinder er klaedt i en nederdel og en lille bowlerhat. Cholitos. Og kors hvor var det et syn. Hun var alt for sej, som hun svingede med hofterne og bankede den anden.

Udsigt, La Paz by night

I dag staar den paa afslapning og planlaegning. Og et andet indlaeg... 

Hip hip hurra!

Hvem der bare var hjemme og kunne fejre sin mors foedselsdag sammen med familien og spise en kvart mormor-lagkage (selvom Kristian og Margit nok goer krav paa samme maengde!)

Men i hvert fald stor tillykke herfra!

Haaber I faar en hyggelig dag ;o)

Naa, saa er jeg kommet til Bolivia og sidder lige nu i en lille by, Villazón, lige paa den anden side af graensen. Jeg har koebt billet videre til La Paz. Bussen afgaar kl 18.30, saa der er lige en del ventetid foer jeg tager videre. Men hellere det, end at ende i en by halvvejs, hvor der alligevel ikke gaar en bus. Og saa til overskriften... For jeg er ikke helt glad for at vaere vaek fra BsAs (laes: gutten). Det er bare ikke sjovt. Men som folket siger, livet gaar videre. Jeg ville bare hellere have haft ham med mig. Meeeen mon ikke jeg ser ham inden saa laenge, jeg er jo uimodstaaelig....

En dag som i dag, ved jeg lige praecis hvorfor jeg er her i Buenos Aires.

Jeg elsker San Telmo.

Paa den anden side af Carlos Calvo ligger et af de mindste parillas set i denne by. Ejeren, eller ham jeg gaar ud fra ejer stedet, er en midaldrende herre, plaget af mange aars alkohol. Hans ansigt er rynket og altid roedt og udtoerret. Maaske fordi han bruger hele sin dag foran en gril?? naa, men jeg kommer forbi i dag, og omkring stedet staar 10-15 herrer, hvoraf en har fundet banjoen frem og giver en improviseret koncert til glaede for resten. Luften er varm og solen braender og der staar disse maend, med deres kolde oel og grinner og taler sammen og klapper lystigt i (u)takt med musikken. Er det ikke fantastisk? Taenk engang hvordan deres hverdag mon ser ud? Har de job, har de familie, drikker de for meget, hvor bor de? Alt dette bliver pludselig irrelavant. For lige netop dét her er deres liv, sammen med de andre paa en solskinsdag, problemfrit, med slaenget omkring sig.

Eller hvad med groenthandleren, som ikke bliver mopset naar man indleder samtalen med "hola gordo" - hej fede! Og bliver moedt med et "hola linda - que quieres hoy?" - Hej smukke, hvad skulle det vaere i dag?

Og hvad med restauranten San Pedro, der ligger ud til Bolivar og alle de larmende busser, men alligevel er fredelig og et sted hvor man virkelig slapper af? Og saa proever tjeneren ihaerdigt at flirte paa engelsk, ogsaa selvom man er i selskab...

For ikke at glemme hundelufterne der gaar tur med deres 7 hunde. Og de aeldre herrer der staar og filosofferer over livet paa gadehjoernerne. Eller barnebarnet der gaar solskinstur med den gamle bedstefar, fordi hun virkelig har lyst?

Der er bare saa meget LIV her, at det er til at blive helt roert over. Og det er hver dag, hver evig eneste dag.

Puha, det bliver haardt at forlade San Telmo, mi barrio, som jeg elsker at faerdes i hver dag.

Jeg tager fra BsAs en af de naeste dage, jeg skal bare lige have lidt tid til at sige farvel, til San telmo og til gutten. Men jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at sige farvel end soendagsmarkedet paa Plaza Dorrego. Hvor det hele paa en maade begyndte, min forelskelse i denne bydel og livet her i BsAs. Og det er jo nok heller ikke farvel for altid, men farvel for denne omgang.

Forude venter moedet med min gode ven Matt i La Paz. Det bliver rart at faa genopfrisket hans ansigt og moede hans bolivianske kaereste. Og det er jo ikke helt tosset at have privat guide i en by man ikke kender.

Ciao San Telmo, nos vemos, seguro.

Jeg er forresten lige taget en smuttur til Uruguay. Med Lisa og hendes to veninder ;o) Men de er taget afsted her til morgen og jeg tager tilbage til BsAs her i aften med baaden. Tiden var ogsaa ved at vaere inde til at jeg skulle have forlaenget mit visa - faktisk var jeg illegal i Argentina i et par dage, sssshh!

Solnedgang paa baaden hjem til BsAs

Jeg befinder mig i Colonia, som i sin tid var en smugler-by, der fragtede gods til BsAs fra Brasilien. De dage er vist ovre, men byen er stadig enormt hyggelig, lidt nusse-pusse-agtig. I dag staar den paa lidt strand og afslapning. Og nu ikke noget med at blive for misundelig, for stranden er serioest ikke noget at raabe hurra for. Omvendt traenger jeg til lidt farve paa kroppen, saa man i det mindste kan se at jeg ikke kommer direkte fra Danmarks kulde.

De naeste par maaneder byder paa forskellige ting. Men mere om det senere. Jeg skal nemlig lige tage stilling til det oekonomiske foerst. Avav. Hvorfor var det ikke lige at jeg vandt i lotto foer jeg tog afsted? Det ville da have vaeret smart. Ikk?

Hint: muligvis paa eventyr til "the deep deep jungle" oppe nordpaa. Kryds fingre!

Okay, okay, egentlig var det ikke meningen at denne side skulle bruges paa de slibrige detaljer fra min rejse, men siden Anne ikke kan holde sin mund, kan jeg vel lige saa godt fortaelle om det... eller ham...

Ja, mere er der vel ikke at sige, end at der er en fyr og han er dejlig og han er fra USA. Saa han er vel egentlig ogsaa grunden til at jeg bliver her i Buenos Aires nogen tid endnu.

Hvad skal ejg ellers berette? At jeg gerne vil blive her for altid, ja, men samtidigt er jeg jo realist, men lige nu vil jeg bare gerne se hvor det kan foere hen og nyde livet lidt ;o)